Skitfisk v.2

Det skal gøres, jeg har været klar over det i lang tid og jeg vil helst undgå det. Postkassen skal sættes op. Jeg har det som når der ligger en rudekuvert hvis indhold jeg er bekendt med, men som jeg ikke lige føler er værd at åbne lige nu.

Hele vejen har fået sat deres postkasser op. Der står de alle på række, støbt i beton så de kan modstå storm og fyrværkeri, som små droner der våger over indkørslerne. Naboer i arbejdstøj og en alvorlig mine har brugt de seneste uger på at yde deres bedste som gode samfundsborgere de er og som belønning, må de kigge på min matrikel mens de vasker deres bil og løfte hovedet med en hoverende mine. Deres nye flotte postkasser fra Bauhaus står med gaffa-tape for munden, for postmanden skal jo ikke slide på deres fine postkasser inden tid - nej, nej, det går ikke, den 1. januar, ikke før.

Og jeg har naturligvis også været i Bauhaus (det største udvalg påstår de selv) og fundet den model jeg finder mindst grim af alle de grimme der var tilbage. Jeg kunne naturligvis have valgt en der var større og åbenlyst dyrere end naboernes, belønningen kommer til den der venter, men jeg ikke betale en mindre formue og slet ikke flere hundrede kroner for en “stang” at placere den på, så det blev lavere-middelklassemodellen og lidt 4×4-tømmer.

Nu vil jeg bruge dagen på at skabe mere effektivitet og ledighed bland post-omdelerne.

Inden man får set sig om, er der gået et års tid siden man sidst har ”blogget” på Urban og undskyldningerne for den manglende aktivitet kan listes op…. for egen samvittigheds skyld og måske som startskud til en mere aktiv periode.

Først og fremmest skyldes det mangel på begavede tanker og meninger. Jeg orkede ganske enkelt ikke at blogge om hverken den hårde vinter, det elendige sommervejr, den ulidelige valgkamp og den næsten lige så svage regeringsstart.

Da der kom en lille ny til husholdningen, en iPad, tog den så meget tid og interesse, at Skitfisken blev det oversete barn. Jeg arbejder på en af de første (den første vistnok) folkeskole, hvor vi har skrottet alle andre bøger og materialer til fordel for Apples ”vidunder”, og det har været meget inspirerende og tidskrævende at være med til at skabe rigtig læring, så meget, at Skitfisken har måttet vige.

En anden vigtig begivenhed har været, at huset nu er tomt en stor del af tiden. Børnene er væk, de er blevet unge mens jeg er blevet (halv) gammel. Huset passes fra morgen til aften af et par gamle hunkatte, indtil konen og jeg kommer fra arbejde hvorefter vi glider ind i de rutiner vi hurtigt har skabt os – og som endnu ikke er interessant nok at blogge om.

Da jeg endnu ikke er klar til at stoppe med at ryge og jeg ikke er sikker på at jeg kan afholde mig fra at se tv2News, må mit nytårsforsæt være, at blogge lidt mere.

Efter mere end et års hi, forsøger jeg at lirke på låget og finde lidt bloginspiration frem.

Tusind milliarder – jeg kan sgu ikke engang skrive tallet, tusind milliarder, det er da vildt meget. Og her er jeg så, med min lavere mellemindkomst og skattevæsnet på nakken så snart jeg får muligheden for at lave lidt ekstra på overtimerne – og så, tusind milliarder, hvordan kan det gå til?

Hvordan kan vi et velfærdssamfund som det danske påstås at være, tillade, at man kan undgå den solidariske skat, såfremt man altså har nok på kistebunden. Det er ganske enkelt uanstændigt.

Tusind milliarder, jeg ved faktisk slet ikke hvad man kan få for tusind milliarder, et land måske? Når vi nu engang har så travlt her i landet med at smide folk ud, straffe dem der er i nød, så burde statsborgerskabet vel fratages de, der bevist har unddraget deres skattepligt, så kan de på lige for med palæstinenserne vandre fra land til land, skubbes væk og begraves i uhellig jord når det kommer så vidt.

I sidste uge var det langt mindre der vakte min harme (og misundelse?), da jeg i en IT-butik overhørte en samtale. En far var inde for at købe et svin af en bærbar til sin store knægt, de stor smilende ved siden af sin far. Da faderen spurgte til mere rabat, fik han at vide, at der var ikke mere rabat de kunne give. ”Hvad så hvis jeg kører den over firmaet?” var næste spørgsmål, og det gav naturligvis så drengen sin bærbare – via firmaet…

Og der stod jeg med min knægt, med hans lille bærbare og måtte betale de samme, som den foregående kunde kom til at betale for sin meget større og dyrere maskine. ”Tja…knægt…far er offentligt ansat.”

I Danmark blev barontitlen sammen med grevetitlen først introduceret i 1671, da kong Christian 5. ophøjede 31 mænd til grever og baroner. Kongen ønskede at rekruttere en ny embedsadel, som kunne kaste glans over hans hof.(Fra Wikipidia)

Mit billede af en baron eller baronesse, er stærkt præget at min barndoms historier om Münchhausen, en let falleret adelig der lever livet, der kærer sig mindre om andre og går (lidt) let om med sandheden. Baroner eller baronessen lever på og af andres gunst og passer ikke altid til den ”stand” der er dem tildelt. Det er måske også derfor Andersen skrev om Prinsessen på ærten, for en baronesse havde sikkert aldrig opdaget noget som helst..

I Kolding kommune spares der, naturligvis – og for flere ansatte er der gået sport i at finde steder hvor man kan finde yderligere besparelser i hverdagen. Et godt initiativ sikkert – med lidt finesse kan man måske spare flere 100,- kroner på clips på kontoret eller madpapir i kantinen – og de besparelser kan kommunen så bruge til en generel forbedring af økonomien – til glæde for indenrigsministeren og borgerne ikke at forglemme. Måske er, det gode resultat og den spareglæde årsagen til, at det skulle fejres med en god frokost – faktisk den bedste frokost man kan tænke sig for tiden, på restaurant Noma. For lidt over 2000,- kr. pr kuvert, skal der trods alt spares en del clips – og opholdet for jyderne i hovedstaden er måske også blevet finansieret af provinsbyens borgere – og der, kommer jeg så til at tænke på baronerne fra barndommens ”eventyr”.

Naturligvis skal man spise frokoster og have studierejser, naturligvis må der gerne være ekstra lidt godt af og til, naturligvis spiller udgiften ikke en rolle i en storkommunes økonomi – men det er ganske enkelt dårlig stil at fyre medarbejdere, at spille hyletonen i byrådet og så servicere sig selv på den vis det er foregået. Så ligner man pludselig de baroner der levede fedt på kongens gunst, dem der havde en arrogant holdning uden at have noget at have det i. Selvfede og utroværdige, dårlige rollemodeller.

Og mht. Baronessen, tja, så tænker jeg mest på vores ferierende minister(inde), der nu har en titel, men åbenbart i resurserne til at udfylde opgaven der fulgte med – beklageligt.

Vi kan ikke være med enige med anmelderne – 6 stjerner til AC/DC.

Bandet leverede varen, spillede som og hvad der blev forventet. Der var soloerne, de frække tøser på tegnefilm, kanoner til afslutningen og alle de hits vi kan synge med på, mens vi udfører djævletegn i vores købte ”Highway til Hell” t-shirts, inklusive mig selv. JO, ac/dc er fede og når de gør som vi forventer, så elsker vi dem. Jeg sammenligner dem lidt med leverpostejen man elsker efter en lang ferie i udlandet, i hvor smager den godt, uhmmm. Lige som den plejer… Showet i Parken og showet på Casa Arena var gensynglædens leverpostejsmadder….

Leverede Horsens varen?

Ja. Lyden på stadion var mange, mange gange bedre end i Parken, uden at være optimal, så på det punkt kan den kommende superliga-klubs hjemmebane sagtens bruges til lignende arrangementer fremover. I det hele taget var Horsens godt forberedt. De mange, helt vildt mange hjælpere, med deres neongrønne veste, var alle hjælpsomme, med smil på læben og med hostesse-stemme blev man guidet, hjulpet, og selv dem der udleverede fadbamse nummer 244 gjorde det med smil og venlighed – bravo. Ankomsten til byen var god. Gode p-forhold, god skiltning for os udenbyes og udmærket guidning til og i stadion gjorde det til en god oplevelse. Parken løb tør for øl, jeg var endnu mere uheldig, da jeg efter 8 minutter i kø – måtte sande at burgerbollerne var sluppet op – det må kunne gøre bedre næste gang, hehe.

Ufrivillig stagedive

Da min sidemand røg 3 stolerækker ned med hovedet forrest, strejfede den tanke mig, gid de da var løbet tør for øl her i Horsens, for af og til var det som om at være i et øltelt klokken 02.00 på Hjallerrup marked, lige der inden det store slagsmål udbryder. Hold kæft hvor var mange døddrukne og stive. Ikke bare oplagt til fed fest, men fulde og aggressive provinsielle bonderøve, der nok mere anså koncerten som en mulighed for at drikke med gutterne, end som en musikalsk begivenhed. Der var mange der konstant skulle hente øl, chips og franske hotdog under koncerten og der var et evigt rend frem og tilbage mellem rækkerne. Jeg oplever publikum i Parken som mere et koncertpublikum, mens mange i Horsens lige så godt kunne have været til hvilken som helst anden koncert – det handlede bare om at drikke sig sanseløse, på jysk, træls.

Min sidemand kom ikke til skade, kom på benene igen, festede videre, pludselig mindre fuld og valgte at lægge sig til at sove under kanonaden til ”For those about…”

Og jow, jeg tager til Horsens igen ved lejlighed.

Både politikere, kendisser og gennemsnitsdanskerne står i kø for at bidrage med velegnet blog-materiale - og hvad sker der - ikke en disse. Total skriveblokering, ret træls faktisk…

På sin vis er det nærmest en åbenbaring, der viser jordens – og vores – sårbarhed, når en Islandsk vulkan kan lamme den europæiske rejsetrafik og nærmest få horroragtige tendenser frem i medierne. Det tales og skrives om ”askemonstret”, om ansigtsmasker, fare ved at gå ud i weekenden etc. og mens millioner i indtægter tabes i ”den blå luft”, giver det stof til eftertanke, at panikken breder sig, fordi man tilfældigvis kan se forureningen.

Tænk hvis de partikler der strømmer gennem vores iltreserve altid var synligt. Tænk hvis vi bedre kunne se de forureningspartiker, udstødning og andre skadelige stoffer og ikke kun en Islandsk himmelprut, ville vores syn på forureningsbekæmpelse så ikke være noget anderledes? Takket være mit tv-forbrug så jeg for nyligt en anskueliggørelse af vores beskyttende kapsel omkring Jorden. Såfremt jorden var en appelsin, ville vores atmosfære svare til tykkelsen på en serviet viklet omkring appelsinen – og tilsvarende beskyttende (eller vice versa) – der giver faktisk ikke meget plads til fejltagelser.

Det synes jeg ærlig talt er lidt bekymrende….

Nu træder Brian M. i karakter og kræver, at bankdirektørernes lønninger offentliggøres. Og hvad så?

Om Dansk banks direktør tjener 8 eller 12 eller 25 mio. om året ændrer ikke det mindste ved min situation – på nær som næringsgiver til min indre svinehund. Jeg kan så dyrke min misundelse over, at der er mennesker der tjener så meget – og uden at de naturligvis arbejder så hårdt som jeg.

Hvad er formålet med lovforslaget? Skal jeg have det bedre hvis en højtlønnet direktør går fra 8 til 5 mio. om året fordi hans virksomhed ikke generer det overskud der var forventet? Så kan jeg sidde g fryde mig over, at han er gået lige så meget ned i løn som jeg tjener brutto på 8 år!!

Hehe, så er der mening med galskaben.

Sådan kan man jo blive ved. Man kan få ondt i bagdelen over, at Grønkjær efter sigende tjener 400.000 kr. om måneden for at spille fodbold – i en virksomhed der har et underskud på 250,- mio. Eller at min tømrer kræver 750,- i timen og ansætter polakker, eller mine børns lærere der holder ferie hele tiden, eller pædagogerne der ingen pligter har, eller bageren der tager 28,- for et franskbrød.

Jeg synes det ligner billige populistiske points politikerne forsøger at score, ikke værdig politik.

Kvindernes Internationale kampdag – hurra, hurra, hurra – lad os svinge bh´erne over hovederne og glæde os i fællesskab med et glas Kir og en grøn Look. Hurra for de mødre der i 70 ´erne smed overdelen på Femø og dermed skabte grobund for en ny industri – den plastiske operation. Lad os lave et espalier for mødrene der selvrealiserede sig, som børnehavepædagoger, skolelærerinder, sygeplejersker, hjemmehjælpere og tandlægesekretærer og dermed indirekte skabe grobund for endnu en industri – microbølgeovnsmaden! Lad os plinge på glasset for de kvinder der brød mandens dominans på arbejdsmarkedet, dem der stabler oste i papæskerne, flytter varerne i supermarkedet og som enhver pris skal tjene til hverdagen – og som dermed skabte grobund for en voksende industri – minibilsmarkedet, bil nummer to og en fordobling af CO2-halløjet.

Hurra for kvindernes internationale kampdag – der giver mig frihed! Frihed til at tjene mindre end konen, frihed til at vælge aftensmaden fordi hun kommer sent hjem, frihed til at spille xbox om eftermiddagen, frihed til at have tid til at være mand. Kvinder, fortsæt kampen så meget, at jeg kan blive hjemmegående…

Go kamp.

Det må du sgu undskylde, det var ikke min mening at genere dig….

Ak, hvor har man mange gange kvajet sig, fyret en dum kommentar af, hoveret eller ironiseret – bare for lige at gøre opmærksom på at….for så at opdage, at man har ”såret” eller ”fornærmet” vedkommende i en grad der ikke var tilsigtet. Så er det god dannelse lige at gøre opmærksom på, det var sgu ikke meningen..beklager!

Derfor synes jeg også at Politikens ”undskyldning” er helt på sin plads. Naturligvis var det ikke meningen at starte bål og brand i mellemøsten med de trykte tegninger, det var ikke for at fornærme, det var for at gøre opmærksom på vores (vestens) syn på fundamentalistiske tendenser i Islam. At så både tegneren og Løkke i fællesskab, men på hver deres måde, giver udtryk for at det er forkert at undskylde, rammer den tanke mig, om det i virkeligheden netop var meningen af skabe et fjendebillede med tegningerne, var det en provokation snarere end et eksempel på ”demokratisk” dansk humor?

Hvad enten det er over for konen, medtrafikanten, personen i køen hos bageren eller en tilfældig telefonselskabsansat i klageafdelingen, så bør man være stor nok til at erkende, at man er kommet til at træde over en grænse – og derfor vil jeg i dag gå ned og for en gangs købe en udgave af Politiken.

I det øjeblik en tanke formuleres bliver det til en gerning – og det er igennem gerninger man forretter skader på andre. Jeg har de seneste dage forsøgt at lave et blogindlæg der kækt tager de seneste udtalelser – og gerninger – fra især DF´s side i fokus. Det er ikke lykkes for mig, for jo mere jeg har tænkt over hvad der er blevet sagt, hvordan det er blevet forsøgt nedtonet og igen fulgt op fra en af de andre ”landsbytosser”, jo mere alvorligt og sørgeligt er det forekommet mig.

Den første tanke der kom til mig omkring Langballe var ”pyt”, han er som han er, han er en idiot, han er DF´er, fætter til Søren og træder snart ud af Folketinget, men hvorfor skal hans udtalelser så ”pyttes”? Det skal de ikke. De er i den grad grove og helt uacceptable – og han burde ganske enkelt smides ud af Folketinget - uanset hvad partilederen mener. Et menneske, der ud over at være en del af det parlamentariske flertal, som er valgt til en tillidspost og som har så nemt ved at komme i medierne, burde være kontraktligt forpligtet til ikke udtale sig som gjort – han er trods alt en politisk repræsentant for Danmark – altså også for dig og mig der ikke tenderer til DF. Hvis fætter Jesper, som privat person, efter en politisk karriere havde lavet et blogindlæg eller læserbrev – underskrevet Jesper, idiot og tidl. Politiker, var hans kække ordvalg en persons ubehandlede traumer der kom til udtryk, men i det øjeblik man er Folketingsmedlem, følger der et større ansvar med – man kan ikke gøre som man vil.

Jeg går måske også i min hverdag og gør mig nogle tanker om min arbejdsplads, mine kolleger eller ledelse – men det betyder ikke at jeg bare kan kalde dem idioter uden at jeg kan forvente en konsekvens. Jeg kan tænke det..jo jo, men i et samfund er der nogle spilleregler der bør overholdes – og det har intet med hverken ytringsfrihed eller demokrati at gøre – er de spilleregler almindelig dannelse.

Der findes ingen undskyldninger for sådanne ytringer. De er så hæsligt.

I stedet for at have så skide travlt med Lauritz´ fravalg af Hr. Westergaards akvarel, burde politikerne begynde at føre politik, frem for at bruge tiden på latterlige kommentarer mod et privat firma, der har foretaget et valg, i det terrorhysteri som netop regeringen selv har skabt.. Regeringen kan da selv lægge akvarellen ud på den blå avis eller måske direkte på Udenrigsministeriets hjemmeside når det er dem så meget på sinde…. Akvareller og Burkaer, så er bunden da nået. Lige nu handler det danske politiske landskab om 201 personer, netop Kurt og de burkaklædte, ret absurd faktisk. Og oppositionen benytter sig af det ynkelige politiske klima…nå nej, det formår de ikke engang – så snart venstrefløjen (også absurd titel) ikke kan bruge ordet ”velfærdstat”, så kommer der intet fra dem.

Ikke mere blogbrok, lad os glemme hele verden og ranke vores rygge, ved at tæske alle andre nationer ved håndbold-EM.

Igen er ytringsfriheden på banen, det eviggyldige bevis for den dumme dansker på, ”at vi i hvert fald har demokrati”, stikker igen snotten frem, fordi en undersøgelse viser, at en stor del af de danske kunstnere har ændret i deres kunst, fordi en fatwa kunne true…

Og politikerne vrisser, ”skandale” at vores kunstnere lader sig undertrykke – det jo en hån mod demokratiet (igen) og ytringsfriheden (igen) – og opfordrer til mere Muhammedkaos, alt sammen i kunstens rette ånd. For på kunsten skal der ikke lægges låg…eller skal der?

Just de mest højtråbende politikere, der i samme åndedrag minder mig om ”rindalisterne” og dem som i sin tid var forargede over, at finansloven tillod JJ Thorsen at rende rundt på Rådhuspladsen indsmurt i maling og med bar pik hængende til fuld beskuelse, er dem der trommer højst på trommen bespændt med skind fra den indre svinehund.

Naturligvis skal kunst forarge – men skal det fornærme, og er det noget ved forargelsen og fornærmelsen, når den bliver bevidst udført? Er det så bare ikke det man i folkeskolen kalder mobning? De berømte guldfisk fra Kolding virkede jo kun den ene gang – hvis en kunstner udførte den samme stunt med gubbier eller skrubber, ville det så være kunst?

Og når politikerne nu kalder kunstnerne for tøsedrenge, er det vel ud fra deres overbevisning om, at kunstnerne har i sinde at ”provokere” den muslimske verden, religion, befolkning – men er det også det kunstnerne vil? Hvad nu hvis det er omvendt… hvad nu hvis man ønsker at fornærme kongehuset, regeringen eller bare os, den overvægtige råhvide race… er det så også ok i politisk øjemed? Skal man i den situation som kunstner ikke lægge fingrene imellem?

Lad os i fællesskab klappe hesten og finde mere raffinerede måder at ytre os på – i ytringsfriheds ånd. Måske vil man som kunstner kunne finde et bedre udtryk når man skal overveje hvad man siger, gør eller mener – det er jo netop deri kunstens ånd ligger.

Såfremt nogle føler sig stødt over mit indlæg, skal jeg gerne omformulere det – i ytringsfrihedens veldefinerede lys.

Så er det ved at være tid til at ønske alle en glædelig jul – hvilket hermed er gjort. Julegaverne er købt og ligger klar i en pragt af guldpapir og sløjfer, de fleste pakket ind af travle (fortravlede) butiksansatte, der må tilsidesætte deres egen før-julehygge for at kunne sælge mig en stegepande, et halstørklæde eller en roman, der pakkes ind med et smil – om end af og til et anstrengende af slagsen – uha, jer i butikkerne, jer misunder jeg ikke. Tilbage til pakkerne, mine beviser til familien om at jeg værdsætter dem. Denne omgang af pakkeindkøbet har næsten nået absurde højder, da ikke en eneste gave er købt uden modtagerens accept. Hvem tør for eksempel at købe noget til en 14-årig teen-pige uden at kontrollere om det er det rette mærke, den rette farve (koral er in, siges der), den rette model og endda den rette butik? Ikke mig, så i stedet stak jeg hende kreditkortet og så bestilte hun det hele online…

Så kan man spørge sig, hvad er julen så værd? Hvad er ideen med at give gaver, kunne man ikke bare udskrive en blanko-chek og så lade dem fise rundt i byen en eftermiddag? T-jo, sikkert, måske, men til mit forsvar vil jeg påstå, at det er vigtigere at give en gave som kan bruges og værdsættes end en gave, som enten skal byttes (stakkels butikspersonale, igen..) eller som i værste fald er ligegyldigt. Jeg synes jeg sikrer mig, at dem der får en gave, får noget de synes om, som de kan bruge – altså opnår jeg en værdi gennem det jeg financierer.

I virkeligheden er gaverne bare en kulturel tradition, for nu hvor alle i husstanden er voksne og spredt for alle vinde i Kongeriget, er julen nu familiens fest mere end tidligere hvor det var børnenes fest. Vi glæder os alle til julen. Til nogle dage hvor vi er samlet, hvor vi spiser godt og længe, hvor vi griner, hygger og udveksler historier. Det er de uforpligtende dage hvor der kan soves længe, ses tv fra morgenstunden og hvor man i bedste fald, kan bruge en hel dag i pyjamas. Der spilles brætspil, der spises konfekt, der gås lange ture og der smiles.

Selvom det er gjort en gang i indlægget, vil jeg nu alligevel ønske alle en glædelig jul.

”Til lykke med første advent, skat – her har du en gave…”

Endnu en gang har tv2´s morgen-tv udvidet min horisont og givet mig endnu en antydning af de samfundsmæssige normer jeg bør følge. Denne morgen havde jeg fornøjelsen af at følge et indslag omkring adventsgaver til sin kone, kæreste, elskerinde eller hvem der nu bør foræres en…

Hos os, er adventsgaverne blevet brugt som aflastning – forstået på den måde, at ungerne kunne vælge mellem en pakkekalender eller en adventsgave. Frygten var så, at de valgte pakkekalenderen, der betød at man skulle ud og finde 2 gange 24 små billige gaver.

Pakkekalendergaveindkøbet startede som regel nemt med at finde de første 12 gaver, men i takt med at antallet steg, faldt kvaliteten af gaverne – og de sidste gaver var som regel på niveau med en pose yum-yum eller en ynkelig vekao-chokolade-nisse fra døgneren. Oveni skulle hver lille gaves gøres indbydende med gavepapir, bånd, nummer og en kreativ præsentation. Må jeg så bede om en adventsgave. Det er ulig nemmere at fise i BR efter en Barbie og i Blockbuster efter et PS2 spil – og så fik børnene også noget de til dels kunne bruge (næsten).

Tilbage til tv2´s adventsgavevejledning. Der blev foreslået at jeg købte en pakke øko-the, en bog eller massage-olie til konen, og at hun til gengæld kunne forære mig et par koncertbilletter, en skjorte eller et årsabonnement på et magasin – og leveret med ordene – ”Til lykke med advent, skat”…

Tillykke med hvad?! Er advent blevet en mærkedag, hvor der skal gives gaver? Altså et tillykke med at det snart er jul, hvor du skal have en gave, så derfor får du en gave…og dem får du 4 af, inden du får din gave…. Er det ikke efterhånden ved at tage lidt overhånd? Vi giver hinanden gaver på fødselsdage, hvilket vel er ok, men så er der jo også lige Valentinsdag, Mors- og Farsdag og bryllupsdagen og julegaven. Snart kommer der sikkert krav om grundlovsdagsgaver, påskegaver, nedrivning-af-muren-gaver og sidst med ikke mindst ”tillykke med at det er tirsdag”-gaven.

Jeg synes man skal give gaver til dem man holder af og værdsætter – uanset tidspunktet. Jeg påskønner i højere grad når konen kommer hjem med en gave, hun synes jeg burde have – uanset grund – for det viser, at hun tænker på mig – og ikke, at gaven er købt fordi regelsættet nu engang er som det er.

Og hermed, til lykke til alle fordi I er dem I er.

Byens borgmester, bykongen i fra provinsen, kigger dagligt ind til mig fra sin plads på lygtepælen uden for vinduet. Der har hængt i snart 14 dage – og det tillidsvækkende smil er så småt ved at miste sin glans for at blive afløst af novembervejrets patina. Nu det snart ovre.

Han – og de fleste andre byrådspolitikere og dem der gerne vil være det, har de seneste uger budt på et ta-selv-bord af dimensioner – hvor jeg som potentiel vælger har kunnet vælge og vrage efter forgodtbefindende, kun skelende til min egen situation. Der er ikke det der ikke loves inden de lokale sætter deres krydser. Bedre skoler, bedre service, flere midler til dit og til dat, mere åbenhed, mindre spild og jeg skal komme efter dig… alt er muligt de næste 4 år. Ikke et ord om de seneste års nedskæringer på undervisning til de svageste elever i skolen, ikke et ord om færre pædagoger til flere børn, ikke et ord om kommuneskatten der steg efter seneste valg, ikke et ord at kommunen i virkeligheden er under administration fra staten – ”nej, kære skidtfisk, hvad kan vi tilbyde dig, tag dig bare for af retterne – du får hvad du ønsker (gnæk,gnæk)”.

”Mine” lokale politikere beder mig om at stemme fordi det vedkommer min hverdag. Jeg kan via min stemme få indflydelse på de ældres mad, skolernes kvalitet, byens udvikling, lystbådehavnens placering – og ved I hvad, det er jeg ikke interesseret i. For mig handler politik ikke om dagens ret eller tilfældige evalueringer af mine børns skole, det handler ikke om mig og mine egoistiske behov, det handler om at skabe en kommune hvor visioner og anstændig realitetssans hænger sammen.

En soldat, en morder, en præsident, en fodboldspiller, en ex-tvstjerne, en nyligt død superstjerne, en død komiker, en håndboldtræner, en død politiker, en make-up konge, en allesammens socialrådgiver, en industrimand, en musiker, en dansk-top duo, en cykelrytter, en advokat (for djævlen endda), en snart ex-borgmester, en plastisk opereret ex-alkoholiker og en evangelist – der alle har det til fælles, at deres bøger, biografier, selvbiografier står hos boghandleren og venter på at blive købt og læst.

Titlerne er forsøgt besnærende – morder, jæger, professionel og idiot endda, og alle forsiderne prydes med de kendtes ansigter, enten i alvorlige folder, et stort smil eller i vild aktivitet. Og bøgerne købes, ellers ville så mange vel ikke udgive deres historie og lægges under juletræet – så timingen skal være optimal for at booste salget.

Nu har jeg det sådan med biografier, at ud over, at personen helst skal være død og ikke selv være forfatteren, at der også skal være noget at læse. Jeg har læst om Napoleon, jeg har læst om Hitler, om Che, om Mao, om Struensee, om Jens Otto Krag – alle mennesker der på en eller anden måde har sat et aftryk på historien, kulturen eller bevidstheden – og med al respekt, i den kategori hører hverken Anja Andersen eller Henrik Dahl og mange af de andre der er på hylderne lige nu.

Nu skal det ikke opfattes som litteratursnobberi, slet ikke – jeg læser gerne og ofte(st) banegårdskrimier, læser en masse tåbeligt om 2. verdenskrig og på sengebordet ligger Dan Browns nyeste ”værk” og fremskynder min nattesøvn hver aften, men jeg kan ved gud ikke se noget som helst interessant i semi-kendtes hverdagshistorier, men mindre det er peeping-tom effekten der styrer. Det er nysgerrigheden, følelsen af at få hvisket en slibrig hemmelighed i øret – om en kendt endda. Så gør det ikke så meget at det er den kendte selv der hvisker. Hvad kan disse selvbiografister give mig andet end tilfredsstillelse af den indre svinehund. Fortæller ex-Stallone-fruen noget om Rockys tisser, fortæller ”ex-Rabat-manden” om den idiot der fyrede ham, fortæller Martin om sine manglende landsholdpræstationer eller pop-ægteparret om andet end deres vej til lykken og gad vide, om jeg kan se hvad jægeren skrev, der undergravede rigets sikkerhed.

Som nævnt, så læser jeg ikke den type biografier, så mit indlæg er dybt subjektivt og bygget på fordomme og postulater, MEN, der findes så mange skønne bøger, så mange skønne forfattere (også selvbiografier) af nogen, der har noget at fortælle. Det har meget mere værdi når noget er fortalt med et andet formål end…

”Vi er glade for at åbne hjemmesiden, der har været længe undervejs. Hjemmesiden er både et historisk dokument, hvor offentlige personer og virksomheder kan skrive om de ting de har oplevet med pressen – og et værktøj, hvor folk der bliver udsat for mediestorm kan forsvare sig.”Citat fra kandetpasse.dk

Jeg må indrømme, min første tanke var ”tudefjæs”, således også den anden, tredje og fjerde…indtil det gik op for mig, at naturligvis har alle – også kendisser, og dem der anser sig for det, ret til at fortælle deres historie uden at læser- eller seertallene bestemmer indholdet. Og frem for at blogge sig ud af frustrationerne, så vælger de at oprette deres egen kendishjemmeside, hvor man naturligvis skal være kendis – i en eller anden form – for at kunne ytre sig. Det ligner til forveksling det man i de aviser og blade, de selv beklager sig over også gør – altså skriver sin version af ”sandheden”.

Ugeblade læser jeg aldrig, end ikke hos frisøren hvor jeg hellere tyer til årgamle bilblade med en Aston på forsiden eller et gammelt Anders And-blad, så jeg har utroligt svært ved at forholde mig til sandhedsværdien på hjemmesiden, for jeg kender ganske enkelt ikke historierne. Jeg kan se at Anders Bircow er ”medarrangør” – og jeg har da også i tidernes morgen set ham stille op til de mest tåbelige artikler i Se & Hør, men han er åbenbart blevet trådt så groft over tæerne, at han må reagere.

Jeg overvejer stærkt at oprette en hjemmeside om og for os, der er blevet ”snydt i livet og ikke har fået vores 15 minutters berømmelse.æv”

Nå man lige tager sig en morgentur rundt på mediernes hjemmesider er det en mangfoldighed af nyheder man får serveret til morgenkaffen…

Morgenværten Anders irettesættes fordi han siger ”pis” på åben skærm og Lisa Lents, hvem hun så end er, udsættes for sexchikane for åben skærm med et papskilt. (BT).

Dramaet i vild med dans fortsætter hos EB, sexchikanen er udskiftet med skiltesjov – og så lidt om Caroline-Darling der tabte semifinalen. Hos talerøret Politiken er Caroline-pigen også servet ud, og talibanerne angribes af Pakistan – ikke et ord om hverken sexchikane eller papskilte.

JP berettet om det vilde ”leasing-marked” og om, at Red Barnets logo er lavet af en pædofil – af alt i verden…. Caroline W nævnes med et ”æg”. Klik til Berlinske, noget om vagtlæger, noget om ballonfar og noget om Wallstreet, fluks videre. Over til fynsland og beretningen om den medtagne Fioniabank, samt en udbrændt bil i Aarup. Ikke et ord om Caroline-tennisarm, end ikke selvom jeg bruger 8 sekunder på at scrolle ned af siden…sig mig, sover de endnu på Fyn?.

Afslutningsvis til lokalområdet, min lokale sprøjte, hvor der skrives om en ventet forbedring af økonomien i 2010 og så ellers hovedhistorierne om unge der er taget med joints, samt andre unge – der har sparket til en lampe, og dem fik politiet lige en snak med. Og så ellers god weekend.

Mens jeg står med hænderne i sulfoen og kigger ud af vinduet – til haven, opdager jeg at efteråret er sat ind for alvor. Den grønne farve er mixet op med gule og brune toner, blomsterne er (næsten) væk og alle småfryser i den kolde blæst. Min have er smuk. Min have er gammel. Min have er min, vores, familiens. Naboens have er flot. Den er i hvert fald plejet, med klippet plæne, klippet hæk, ordnede bede og blommetræet er stynet og parat til næste sæson

Min vin er vokset er vokset ud af det manglende glas i drivhuset og er så småt i gang med at invadere hindbærrene efter den allerede har overtaget jordbærrene. Æbletræet står stort og tungt og bærer på de sidste æbler helt der oppe hvor ingen, af os i hvert fald, kan nå – som et sidste statement; ”Dem får I ikke…”. Havemøblerne står tomme og kolde og minder om de få sommeraftener de blev brugt, mens ungerne lavede marsh-mellows på bålet og solen sendte sine sidste strålet lige over naboens tagskæg, lige på os. Blåregnen skal bindes op, næste år, ja, næste år har den størrelsen vi har ventet på – så vi kan sidde i dens skygge de varme dage og nyde os selv og vores eget selskab.

Måske burde jeg bruge en fridag på hækken? Måske skal jeg lade mig kue af villahavernes diktatur, falde til patten og ordne og arrangere som alle andre? Tja, jeg kunne jo også lade være….